Nyheder

Vi forbereder elnettet til en grønnere fremtid gennem forskningsprojekter

25. februar 2019

Thy-Mors Energi deltager i forsknings- og udviklingsprojekter, som skal føre til bedre muligheder for at opdage fejl i nettet, så de kan rettes, inden de påvirker forbrugerne. Det vil give et mere stabilt elnet og gøre det lettere at undgå strømafbrydelser.

I projekterne får forskere og udviklere adgang til elnetdata i udvalgte dele af Thy-Mors Energis forsyningsområde. Data om strømforbrug i elnettet stammer dermed fra dit forbrug på husstandsniveau, og er en vigtig brik i projekterne. Juridisk defineres data om strømforbrug på husstandsniveau som persondata, og derfor er Thy-Mors Energi meget opmærksom på, at disse data beskyttes i projektet og behandles efter reglerne i EU’s persondataforordning.

Læs om hvordan vi sikrer dine data i vores privatlivspolitik

Hvordan deltager vi?

Sammen med førende danske og europæiske vidensinstitutioner og industrielle partnere er vi med til at udvikle løsninger, som skal øge forsyningssikkerheden. Ud over måledata bidrager vi med teknisk erfaring og adgang til et elsystem, som er veldrevet og præget af store dele af vedvarende energi.  

Hvorfor deltager vi 

Samarbejdet har flere formål. Blandt andet skal det sikre, at den grønne energi vi i fællesskab producerer via vindmøller og solcelleanlæg, ikke kommer til at overbelaste elnettet fremtiden, når blæsten fra vest bliver ekstra hård. 

Hvad betyder det for dig som elnet kunde?

Som elnet kunde vil du ikke blive direkte påvirket af forskningsprojekterne, men dine forbrugsdata vil danne grundlaget for fremtidig udvikling af vores fælles elnet. Dine forbrugsdata vil blive delt mellem projektets deltagere, hvor vi i Thy-Mors Energi sikrer dine rettigheder ved at have de fornødne aftaler på plads. 

Baggrund for projekterne 

I Thy og på Mors aflæses alle husstande og virksomheders elforbrug i dag af intelligente og fjernaflæste elmålere. Disse data skaber en ny mulighed for optimering af elnet driften, og dermed sikres en bedre og mere stabil elforsyning. Den teknologiske udvikling som omfatter introduktionen af mere vedvarende energi, et øget forbrug som følge af flere varmepumper og elbiler, vil stille større krav til udnyttelsen af det eksisterende elnet. Viden omkring de operationelle muligheder i data, skabes blandt andet gennem deltagelse i disse forskningsprojekter.

Tilbage